/gr%C3%B8nt%20direktiv.jpg)
Grønt sælger!
Og det gør det i en sådan grad, at de grønne budskaber bliver klistret på blandt andet fly, kød- og plastikprodukter. Noget, der måske ikke i alle tilfælde er til klimaets bedste. Men ifølge Europeanlawblog har Europa-Parlamentet og Rådet endelig fået blik for sagen, og derfor har de fremsat et nyt direktivforslag - i Europeanlawblog kaldet ‘Green Claims Directive’, men det mere korrekte navn er Directive on substantiation and communication of explicit environmental claims.
Meningen med direktivet er at bekæmpe greenwashing ved at harmonisere vilkårene - man skal leve op til som producent for at kunne reklamere klimavenligt - og mærkningsordninger i alle medlemsstaterne.
Et klimaneutralt EU
Med European Green Deal har EU opsat en strategi, der skal forvandle EU til et klimaneutralt og rent sted med en cirkulær økonomi. For at nå dertil skal vores måde at forbruge og producere ændres markant. Og i den forbindelse er det fortrukne stykke lovgivning the Unfair Commercial Practice Directive (UCPD), da der her findes regler, der forbyder virksomheder at lave reklamer eller komme med udsagn på eller om deres produkter, der er falske.
Det har dog - i følge David Nagode, der står bag indlægget om det foreslåede ’Green Claims Directive’ på Europeanlawblog, og som er LL.M student i European and international commercial Law - vist sig at være svært at bruge det direktiv til at regulere områder, der beskæftiger sig med budskaber indenfor den grønne omstilling for eksempel i forhold til energimærker eller reduktion af CO2-udledning. Ifølge Nagode primært, fordi der ikke er nogen specifikke regler, der forpligter producenterne til at informere om deres bærerdygtighedsdimensioner, så forbrugeren ved, hvad de grønne budskaber på produkterne helt præcis betyder.
UCPD kommer specielt til kort, når udsagnene om produkterne er vage eller generelle, såsom ‘klimaneutral’, ‘grøn’ eller ‘miljøvenlig’.
Green Claims Directive
Det foreslåede direktiv har altså til mål at komme de vage og generelle miljøudsagn til livs, når de ikke holder.
Direktivet bygger nemlig blandt andet på ideen om, at mange europæere gerne vil handle mere bæredygtigt, og derfor er det helt essentielt, at det fremgår, om et givent budskab er sandt, og om det er gennemskueligt.
Derfor er direktivet bygget op af tre dele.
For det første skal der laves en introduktion til konceptet grønne udsagn eller miljøudsagn.
Derefter opsætter direktivet et krav til virksomheder om at kunne underbygge deres grønne påstande. Det indbefatter, at virksomheder eller andre producenter skal foretage visse specifikationer og præciseringer omkring de udsagn, de kommer med. For det første skal der oplyses, hvor stor en del af produktet som udsagnet omfatter. For det andet skal påstandene eller udsagnene være baseret på anerkendte, videnskabelige beviser. Og for det tredje kan man ikke bruge udsagnene eller påstandene, hvis de er lovkrav, altså hvis det eksempelvis er bestemt ved lov, at sugerøret til en juice-brik ikke må være lavet af plastik, så kan man ikke reklamere med, at man ikke bruger plastik i sugerøret.
Den sidste del i direktivet handler om, at der bør etableres en europæisk miljømærkningsordning. Beføjelsen til at lave miljømærkningsordninger ligger lige nu hos medlemsstaterne - det betyder, at der lige nu er omkring 230 forskellige mærker i hele EU. Det skal laves om, så EU kommer til at harmonisere mærkningsordningerne i de forskellige stater. Direktivet vil forbyde, at der kommer nye mærkninger til på nationalt plan, medmindre de er i overensstemmelse med eksisterende EU-lovgivning og opfylder kravene i direktivets Artikel 8 (2). Samtidigt er eksisterende mærkningssystemer tilladt, så længe de opfylder samme krav. Og så får Kommissionen til opgave at oprette en liste over officielt anerkendte miljømærker, der må anvendes på EU-markedet i henhold til direktivets Artikel 8, stk. 3-5.